Der er behov for bedre vilkår i psykiatrien

Dennis Kristen, formand for FOA skriver i dag:

Mandag starter retssagen mod Vivi Nielsens drabsmand. Få dage før drabet, der fandt sted på Center Lindegården i Roskilde, tryglede den psykisk syge mand om at blive indlagt. Nu modarbejder stærke kræfter satspuljeforligets løsningsforslag, der fjerner de farligste beboere fra bostederne. FOA advarer mod at lade modstanderne af lovforslaget få overtaget.

I næste uge starter retssagen mod Vivi Nielsens drabsmand. Det er historien om systemet, der svigtede en syg mand. Manden, der nu skal dømmes, tryglede i dagevis om at blive indlagt, fordi han havde drabstanker.

”Det er en historie, vi kommer til at se igen og igen, hvis der ikke gøres noget. I løbet af fire år er der sket fem drab på ansatte i socialpsykiatrien. Reelt er der stadig intet sket på landsplan, der forhindrer det 6. drab,” siger Dennis Kristensen, forbundsformand i FOA.

Rundt om i socialpsykiatrien sidder psykisk syge mennesker, der i perioder er så farlige og voldsomme, at de ikke kan rummes på landets bosteder og omsorgshjem, hvor man ikke må bruge tvang og ikke har mulighed for at tvangsflytte en beboer.

Stærke kræfter arbejder i disse dage for, at regeringens lovforslag om specialiserede socialpsykiatriske afdelinger til 150 særligt krævende borgere skal falde på jorden. Det ville være tragisk, mener FOA.

FOA mener, at lovforslaget bør ændres på en række områder – fx bør visitationskravene skærpes. Men grundlæggende mener FOA, at det er et skridt i den rigtige retning i forhold til at øge sikkerheden for både udsatte borgere og personalet på landets bosteder.

Lige nu foregår der et kolossalt svigt af ansatte og udsatte beboere, påpeger Dennis Kristensen:

”På Lindegården, hvor Vivi Nielsen blev dræbt, har vi hørt historier om beboere, der må forrette deres nødtørft i bukserne, fordi de ikke tør gå uden for egen dør. Årsagen er, at de risikerer at møde farlige beboere, som ikke kan flyttes.”

”Socialpsykiatrien har formelt set ingen tvangsmidler. Men angst og frygt er en jernhård realitet i socialpsykiatrien,” siger Dennis Kristensen og fortsætter:

”Der er beboere og ansatte, der frygter for deres liv. Det er en reel frygt for en gruppe mennesker, der er meget syge og derfor – i perioder – for farlige til at være i de kommunale tilbud.”

Den enkelte psykisk syges retssikkerhed er afgørende, påpeger Dennis Kristensen:

”Men der er en hårfin balance mellem den og de øvrige beboeres og ansattes retssikkerhed. Den ene parts retssikkerhed må ikke defineres på bekostning af andres.”

Han kalder det et svigt af svage beboere og de ansatte, når der nu i den offentlige debat argumenteres for, at fx muligheden for at kunne tvangsflytte voldelige beboere er et overgreb på menneskerettighederne.

”I virkeligheden er det også et svigt af det menneske, der på grund af psykisk sygdom eller stoffer ikke er i stand til at styre sin adfærd, hvis systemet nægter at træde ind, når det kokser. Det er den tragiske retssag mod Vivi Nielsens drabsmand et bevis på,” siger Dennis Kristensen.

Vi lader indlægget stå alene, for det beskriver et alvorligt problem, der skal løses.

Vivi Nielsen havde arbejdet over 25 år på Bocenter Lindegården i Roskilde, inden hun blev dræbt den 25. marts 2016 – Langfredag.

Plejehjem i Aalborg konkurs.

Dennis Kristensen på Facebook den 27. december 2016:

Aalborg kommune oplever nu for tredie gang indenfor kort tid, at et privat plejefirma lukker.

Denne gang er det OP Plejeservice ApS, der i formiddag med fire timers varsel her midt mellem jul og nytår har kastet håndklædet i ringen.

Firmaet har under fritvalgs-ordningen ydet ældrepleje til 58 plejekrævende borgere, som kommunen nu uden varsel skal finde løsninger for.

Det er endnu uklart, om der er tale om en egentlig konkurs, hvor medarbejdernes tilgodehavender kommer i klemme.

Men der er næppe penge til løn i kassen. Firmaets ejer Ole Pedersen udtaler således til TV 2 Nord: “Vi regner med at blive erklæret konkurs i morgen af de ansattes fagforening FOA.”

En historie, der har en trang vej til de borgerlige medier….