Ballet i den borgerlige fortsætter….

Uddrag af Preben Bang Henriksens nyhedsbrev, december 2017

Uro i familien

Overfor en måbende offentlighed måtte Statsministeren tidligere på måneden i forbindelse med finanslovsforhandlingerne fastslå det – for de fleste mennesker – temmelig oplagte, nemlig at alle tre regeringspartier stemmer for regeringens finanslov!

De udsagn, der er fremkommet fra Liberal Alliance under forhandlingerne – herunder ikke mindst de krav, der formuleredes på de sociale medier straks efter indgåelsen af en aftalen – vidner imidlertid om et regeringsparti, der både har storhedsvanvid og mindreværdskomplekser – samtidig vel at mærke.

Man hører af og til om begrebet ”utroskab til julefrokosten”. Heldigvis medfører denne begivenhed ikke altid efterfølgende skilsmisse.

På tilsvarende vis kan vi konstatere, at LA – der over en måneds tid (som trofast regeringsparti), stålsat havde underholdt med at ville stemme imod finansmini-sterens forslag til finanslov – nu heldigvis er kommet ned fra træet, hvorefter skilsmissen er undgået. Om samlivet så bliver bedre, må tiden vise.



Den anden front i mediekrigen står DF’s næstformand Peter Skaarup for. Han vil ikke finde sig i, at Lars Løkke Rasmussen beskylder Dansk Folkeparti først at have smidt udlændingestramninger på bordet efter partiets skuffende kommunalvalg i slutningen af november.

Jyllands Posten er kommet i besiddelse af forhandlingsnotater, som dokumenterer, at forskellige udlændingestramninger var på bordet allerede i oktober og i starten af november.

Således kan mediekrigen fortsætte i juleferien og ikke mindst i januar måned, hvor statsministerens fornemste opgave er at lande en skatte- udlændinge- og forsvarsforlig.

Vi har svært ved at se, det ikke ender med et valg i foråret 2018, for der er ikke tillid mellem toppen i Blå Blok.

 

 
 

Dansk Folkeparti har nøglen til finansloven.

Den senest meningsmåling fra Børsen og Greens Analyseinstitut giver et markant flertal til Rød Blok.

Det er den største vælgeropbakning til den røde opposition siden 2011, hvis man udelukkende ser på målinger foretaget af Greens Analyseinstitut.

Rune Stubager, valgforsker fra Aarhus Universitet, er ikke i tvivl om, at regeringens skatte- og finanslovsudspil har kostet for regeringen.

Undersøgelsen er foretaget fra 1.-7. september med et repræsentativt udsnit af befolkningen.

Socialdemokratiet 26,4 pct. (47 mandater)
Radikale 6,4 (11)
Konservative 4 (7)
SF 6,1 (11)
Liberal Alliance 5,2 (9)
Kristendemokraterne 0,4 (-)
Dansk Folkeparti 15,6 (27)
Venstre 18,2 (32)
Enhedslisten 9,3 (16)
Alternativet 5,6 (10)
Nye Borgerlige 2,7 (5)

Kilde: Børsen/Greens Analyseinstitut

Det giver Dansk Folkeparti en stærk forhandlingsposition overfor regeringen, for Lars Løkke er ikke i en gunstig position til at udskrive valg med den vælgertilslutning regeringen har lige nu.

Om Dansk Folkeparti så mestrer den situation og får mere end udvisning af udlændinge og grænsekontrol ud af det, det må tiden vise. Dansk Folkeparti står nu med nøglen til en social retfærdig finanslov igennem Folketinget.