Socialdemokratiets Kongres 2017

Vi er i gang med årets kongres i Aalborg, og der er meget på programmet.

Vi vil have en værdig ældrepleje! 1: Mere fællesskab. Mindre ensomhed 2: Ordentlig mad der smager og dufter 3: Mere tid – også til omsorg

 

Vi vedtager et nyt principprogram, og skruer op for valgkampen til kommuner og regioner. Der er musik, debat og taler.

Jeg har lige holdt min beretning. Den handlede om, hvordan vi skaber et Danmark, der hænger bedre sammen.

Jeg talte om tre områder, hvor vi skal gøre det bedre:

  1. Et opgør med centraliseringen af Danmark. Større er ikke nødvendigvis bedre og billigere. Og det er slet ikke godt for de små lokalsamfund. Skoler, butikker og busruter lukker. Vi må vende afvikling til udvikling. Det skal være muligt at bo – og uddanne sig – i hele landet. Vi må se på kommunalreformen med kritiske øjne.
     
  2. Ældre. Ordentlige mad og hjælp til at komme op af sengen. Personalet skal have tid til at tage sig af de mennesker, der har bygget Danmark. Mere fællesskab og mindre ensomhed.
     
  3. Tryghed. Kriminaliteten er blevet mere rå. Derfor har vi brug for mere politi. Vi glemmer ikke fængselsbetjentene, der er nogle af dem, der har de hårdeste job. Ingen må vende problemerne ryggen. Trygheden og friheden skal gælde i hele Danmark.

Vi har mere tilfælles med hinanden i Danmark end vi måske umiddelbart tror. Og menneskers værd kan aldrig kun gøres op i kroner og øre. Det handler om så meget mere.

Det har vi lavet en film om. Der spørger: Hvordan bedømmer du andre, hvis du kun kender den halve sandhed?

Se den og bliv overrasket. Og så håber jeg, du har lyst til at dele den på Facebook – fx med en af dem, der har betydet noget i dit liv. 

Du kan læse hele min kongrestale her

Med venlig hilsen
Mette Frederiksen
Formand for Socialdemokratiet